Ud af 1000 tilfældigt udvalgte danske webforsider var kun 13 sider skrevet med korrekt HTML -- dvs. at kun sølle 1.3% (±0.4%) af alle forsider er fejlfri.
Domænenavnene blev udtrukket tilfældigt fra DK-Hostmasters liste
over danske domæner. For hvert domæne blev URL'en
http://www.domæne.dk/
forsøgt hentet med wget.
For at finde 1000 forsider var det nødvendigt at afprøve 1519 domæner,
dvs. at mindst 65.8% (±1.2%) af danske domæner har en webside
tilknyttet.
Herefter blev siderne valideret med SGML-validatoren fra OpenJade.
Tabellen viser hvilken HTML-version siderne
angiver:

| Doctype | antal | % |
|---|---|---|
| Sum | 1000 | 100% |
| 1. Ingen | 831 | 83.1% |
| 2. HTML 4.0(1) | 76 | 7.6% |
| 3. HTML 3.2 | 52 | 5.2% |
| 4. HTML 2.0 | 35 | 3.5% |
| 5. Andre | 6 | 0.6% |
Som det ses, mangler hovedparten af siderne den obligatoriske
doctype-erklæring. Så allerede fra første linje overholder langt de
fleste sider ikke HTML-standarden.
Næste tabel viser hvilket redigeringsværktøj siderne angiver at
være fremstillet i:

| Generator | antal | % |
|---|---|---|
| Sum | 1000 | 100% |
| 1. Ingen | 680 | 68.0% |
| 2. Microsoft Frontpage | 201 | 20.1% |
| 3. Adobe GoLive | 43 | 4.3% |
| 4. Stone's WebWriter | 17 | 1.7% |
| 5. NetObjects Fusion | 9 | 0.9% |
| 6. Microsoft Publisher | 7 | 0.7% |
| 7. Mozilla | 6 | 0.6% |
| 8. Microsoft Visual Studio | 5 | 0.5% |
| 9. Andre | 32 | 3.2% |
Adskillige udbredte webredigeringsværktøjer er berygtede for ikke at producere korrekt HTML, hvilket kunne være en forklaring på den store fejlprocent. Men en overraskende stor procentdel af siderne er tilsyneladende ikke lavet i en WYSIWYG-editor, så det lader ikke til at man kan skyde hele skylden på dårlige værktøjer.
Forsider er på nogle punkter næppe repræsentative for alle websider -- mange forsider er meget korte, og en del af domænerne er ikke for alvor taget i brug. Jeg tror dog desværre ikke, der er nogen grund til at tro, at undersider skulle være væsentligt mindre fejlbehæftede end forsiderne.
Den sørgelige konklusion må være, at flertallet af folk der laver websider er inkompetente, og ikke har forstået HTML.